onsdag den 21. april 2010

Indblik

Jonathan:
Vi står lige nu i en udfordrende fase af vores arbejde hernede, vi mærker, hvordan kulturforskellene bliver mere og mere tydelige. De sidste par uger har vi især mærket, hvordan planlægning og organisering ikke er naturlige samarbejdspartnere. Selvom man har fået et ja eller et nik til en aftale, er det ikke en garanti for, at det bliver udført indenfor tidsrammen eller på den måde, man har aftalt. Det gælder her om ikke at lade sig frustrere for meget over disse forskelle, det er en af de ting vi arbejder med lige nu.

Et af de projekter, vi er sendt her ned for at arbejde med, er et komite projekt. Vi har fået nedsat en komite i Betlehem, som skal arbejde med at få startet et samarbejde om et projekt for de 14-16-årige skoleelever med det palæstinensiske skolesystem. Projektet har til hensigt at lære de unge om samfundsstrukturen, om socialt ansvar og om ansvar for miljøet og lignende, det er et meget spændende projekt at være en del af.

Men her lige et lille eksempel på vores tidligere nævnte udfordring. Da vi havde komitemøde i fredags var aftalen, at vi skulle mødes kl. 17 i Bet Sahour (forstad til Betlehem). Jeg havde aftalt med vores kontakt at mødes med ham ti minutter i ved Betlehem Bible college. Kvart i fem ringede jeg til ham, da jeg stod ved Betlehem Bible College. Han sagde, at jeg bare skulle komme op til ham, der hvor han var, det gjorde jeg så. Da klokken var kvart over fem begyndte vi så at gå tilbage ned mod Bible College. Først kvart i seks var vi i Bet Sahour, hvor mødet skulle have startet kl. 17. Det blev dog alligevel et godt møde, men jeg kunne ikke lade være med at indskærpe for dem, at når vi aftaler kl. 17, så mener vi KL. 17!

Det var et lille indblik i vores hverdag, som den er lige nu.
Vi kan dog også sige, at med udfordringer kommer også mere deltagelse, vi føler også, at vi kan nyde vores hverdag hernede mere nu end da vi startede, men det er vel også meget naturligt...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar