mandag den 14. juni 2010

Slangekrøller...

Eva:
Mænd med bønnebøger, tzitzit og lange slangekrøller, som vil gøre selv den smukkeste prinsesse misundelig... Kvinder med tørklæder og lange nederdele og langærmede bluser under søde sommertoppe, nogle med paryk. Soldater med store guns, kvindelige soldater i uniform på shopping med smarte solbriller og tasker...

Læger, politibetjente, håndværkere, soldater, kontorassistenter, skolelærere, forældre, studerende, er de egentlig så meget anderledes end os andre?

Gad vide om der er butikker, som kun sælger lange sorte frakker, sorte hatte med bred skygge, noget der ligner silkekimonoer, gerne den sandfarvede model, tykke uigennemsigtige strømpebukser til mænd og krøllejern?

Er de mere troende af den grund? Er Gud glad for, at de, efter min mening, ser lidt fjollede ud?

Jeg nyder at gå rundt i Jerusalems gader og iagttage folk. Det gør mig nysgerrig og får mig til at tænke og overveje om  nogle også ser mig som mærkelig?

I går oplevede jeg i bussen at to ultraortodokse jødiske mænd flyttede sig, fordi jeg satte mig på sædet overfor dem? Var det fordi jeg er pige? Eller fordi jeg havde nederdel på? Jeg ved det ikke, men i hvert fald giver det stof til eftertanke...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar